Jeg har længe gået og ønsket mig mit eget studie hvor jeg kunne tage billeder af hundene. Et sted hvor jeg i tørvejr og på alle tidspunkter kunne lege med lyssætning, vinkler og motiver. Jeg har tidligere kigget efter udstyr men været ret meget i tvivl om hvad der nu var godt eller bedst at købe og har altid opgivet det igen med tanken om, at det var bare for forvirrende. 1L3A0524-32

Men da tanken blev ved og ved med at poppe op tog jeg endelig skridtet her i ´16 og tænkte at nu skulle det altså være. Jeg fandt et komplet sæt lidt over mit budget, men det må jo knokles ind senere. Og det er jeg rigtig glad for. Allerede nu har jeg fået taget flere billeder på en uge end hele jagtsæsonen sammenlagt. Og jeg finder det både morsomt og inspirerende at lege med det. Heldigvis har jeg nogle hunde der vil gøre næsten alt for en godbid eller en bold så de giver den gas som rene supermodeller.

Jeg har også været så heldig at flere hundevenner har tilbudt deres stakkels dyr som modeller. Nogle med mere succes end andre. Men det er alt sammen lærerigt og jeg kan ikke forvente at alle fremtidige hunde jeg skal fotografere gider udføre kunstner på kommando for en godbid, så det er bare med at smøge ærmerne op og komme igang.

Jeg købte både en sort og en hvid baggrund og fandt hurtigt ud af, at det er den sorte baggrund der absolut giver flotte og kunstneriske billeder, men som også keder mig helt gevaldigt. Det var spændende at lave den helt sort baggrund og at indstille lys så man fik hunden til at træde næsten forsigtigt ud af mørket. Men ret hurtigt gik jeg kold i det og finder (alt for) mange af billederne kedelige for at være ærlig.

Istedet oplever jeg noget helt andet med den hvide baggrund. Dette blanke lærred indbyder til kreativitet, leg og at tænke ud af boksen. Det er som et blankt stykke papir hvor jeg med hundene skal fortælle en historie. Det har jeg haft utrolig meget sjov ud af allerede og jeg brænder for at fortsætte med dette og se hvor det fører mig hen.

Af den grund siger jeg også nej til at lave “opstillingsbilleder”. Billeder hvor hundene sidder og glor dumt ind i kameraet eller er stillet op som var det en større international udstilling med rosetter på højkant. Sådanne billeder er slet ikke mig, omend jeg godt forstår at hundeejerne ønsker at deres hunde tager sig bedst muligt ud. Men når jeg ser det ene billede efter det andet hvor det eneste der ikke skinner igennem er hundenes personlighed, så står jeg altså af. Fint at andre vil. Der skal være plads til os alle. Jeg vil bare helst være fri

Men det betyder at mange af mine billeder er noget mere skæve. Hundene er ikke nødvendigvis så smukke som normalt når man fanger dem i at udføre et trick eller vrænger ansigt for dens sags skyld. Til gengæld skiller de sig forhåbenligt ud fra de intetsigende billeder der kan findes i enhver racebog eller Politikkens kedelige store hundebog. Og forhåbenligt kan hundeejeren kigge på billedet og sige “Ja, det er sgu min hund – nøjagtig som han/hun er”. Og gør de det er jeg tilfreds.

Men der er lang vej endnu og drømmen om et nyt objektiv. Det skal der liges spares sammen til.. Men når det kommer, så bliver det endnu bedre end det er nu. Og jeg synes faktisk allerede det er ret fedt.