Min hvalp skal ud til Magtor for et tjek. FullSizeRender
“Nå, hvorfor? Fejler den noget?”
Næ, højst sandsynligt ikke, men fordi jeg gerne vil være sikker og fordi jeg både på egne hunde og andres har set den kæmpe forskel et tjek og evt. behandling kan gøre.

Hvor gør man så det henne og hvad er det for noget?

Udover det årlige tjek hos min dyrlæge bruger jeg også Magtor, som er beliggende i Hinnerup i Århus. Magtor blev startet af Christian Hembo, en trænerkollega fra Dch Risskov, som bla. er uddannet  Kiropraktor fra Supple Spine Institute, Holland samt CCRP – Certified Canine Rehabilitation Parctitioner (Fysioterapeut) fra Tennessee University.

Magtor tilbyder bla:

Kranio sakral terapi (KST), løsner spændinger og skævheder der belaster centralnervesystemet. Det kan lyde som en gang hokus pokus, men betyder blot: – Kranio = Kranie, Sakral = Korsben,  Terapi = Behandling. Kraniet, rygsøjlen, korsbenet og centralnervesystemet – Udgør et fysiologisk system. En kranio sakral terapi behandling består af forskellige teknikker til udbedring  af spændinger og skævheder der belaster kroppen. Man bruger milde og blide tryk.

Hundemassage, det behøver næppe uddybes hvad dette er, ligesom vi vel alle kender til den øget velvære man oplever ved massage. Massage er, akkurat som hos mennesker, super til at blødgøre arvæv (f.eks efter en operation), løsne ømme muskler og led, øge blodcirkulationen o.m.a.

Laserterapi, har vist sig at have meget god effekt på flere skader, herunder forstrækninger og forstuvninger. Ligeledes ser man også en god effekt på visse kroniske lidelser som gigt, ryg- og ledproblemer samt muskelspændinger.

Osteopati, som er en mild form for kiropraktik og foregår udelukkende ved brug af hænderne og ikke med instrumenter eller nåle. Behandlingen kan inkludere flere former for teknikker, herunder manipulation, mobilisering, muskulær energi teknikker (MET) og funktionelle indirekte teknikker.

Waterwalker – træning/genoptræning i vand. Træning i vand er både effektivt og skånsom og waterwalkeren er fantastisk til genoptræning efter operationer, skader, genopbygning af hundens muskelmasse og kondition.

Rigtig mange vil nu sige “slap dog af. Det er en hund” og det kan jeg til dels give dem ret i. Hvis altså ikke det var fordi jeg har oplevet den forandring der er sket på mine egne hunde. Et eksempel er min labrador af ældre dato (født 2007) som pludselig en dag midt i jagtsæsonen kollapsede i bagparten. Uden synlig grund opstod der voldsomme smerter og en lammelse i bagparten som kom til udtryk så snart hun skulle bevæge sig. En akut tur til Magtor suppleret med smertestillende fra dyrlægen, gjorde at hunden kom på benene igen. Efter ganske behandlinger hos Magtor blev hunden smerte- og symptomfri og lever i dag i bedste velgående.

Men også mine andre hunde som umiddelbart ikke fejler noget har fået behandlinger. Og hvorfor så det? Jo fordi de alle aktivt bruges på bla. jagter og fordi der har været en tydelig forskel på dem før og efter behandlingerne. Og tænker man sig om, det giver det ligeså meget mening at passe godt på hundene som på sin egen krop. Jeg selv har gennem en sundhedsordning i min virksomhed adgang til massage, fysioterapi og kiropraktik. Jeg er i stand til at arbejde bedre og hurtigere ligesom min nattesøvn er garanteret når jeg passer på mig selv. Hvordan kan nogen tro det samme ikke skulle være gældende for vores jagthunde der giver sig selv 100% og for vores skyld?

Derfor er det nu en helt naturlig ting, at mine hunde kommer til Magtor hvert år inden jagtsæsonen starter og igen når den slutter. Og forskellen er tydelig 🙂

Magtor magtorlogo
Solkærvej 21
8382 Hinnerup
86912592 el. mob. 22809958