Jeg har efterhånden været i England mange gange. Både på jagt, men også for at se og lære fra forskellige hundefolk derovre. Men mine ture har indtil nu været uden hund. Både fordi jeg synes det var besværligt og fordi turen er så lang i bil. Men det har nu ændret sig. For det skal selvfølgelig også prøves. Så vi planlagde en tur i bil, fra Danmark, gennem Tyskland og til Holland hvor vi med StenaLine ville sejle til England for at komme på kaninjagt med egne medbragte hunde. Desværre har jeg ikke pt en hund jeg synes vil være egnet til turen, så jeg måtte i byen og låne. Det blev til den tidligere mesterskabsvinder DK FTCH Windarra Josh af Blackmoor, som iøvrigt er far til min egen unge springer. Skal der lånes hund – så lad det være en ordenligt en af slagsen!

Turen gik fra min adresse hvor vi havde samlet os en tidlig lørdag morgen. Bilen var godt læsset med hunde og udstyr og selvom vi havde begrænset os med oppakningen, så fyldte det alligevel meget. Selve køreturen forløb nogenlunde. Der var en del vejarbejde gennem Tyskland og det forlængede turen betragteligt. Men da vi var startet hjemmefra i god tid, nåede vi færgen i Hook Van Holland i fin tid. Vores pas, hundenes pas samt deres chip blev tjekket inden vi fik lov at komme ombord. Heldigvis uden problemer. Vi havde styr på det hele.

På færgen havde vi booket plads i deres kennel til hundene. Og deres bokse var af en fin størrelse, der var tæpper og vandskåle til fri afbenyttelse og via tv´et i kahytterne kunne vi se hundene hele tiden. Man får udleveret en kode til døren til kennelen og har muligheden for at tage hundene ud på dækket når det passer en. Udemærkede forhold.

Vi sejlede ud fra Hook Van Holland kl. 22 om aftenen og landede i Harwich kl. 6.30 næste morgen. Her blev vi ret hurtigt gennet af færgen og kunne efter få minutter holde ind på et grønt område og lufte hundene og lade dem strække benene. Og efter en god nats søvn var vi klar til at køre de ca. 5 timer vi havde op til hvor vi skulle bo den næste uges tid.

 

Vi havde lejet os ind på The Red Lion. En lille pub beliggende i Newburgh som havde en fin lille gårdhave og desuden serverede en morgenmad der burde kunne mætte de fleste. Pubben ligger desuden i nærhed af hvor Nick Powell, Boundarymoor Gundogs, bor og som vi mødtes med flere gange mens vi var afsted – både til træning og hyggelig samvær.

 

 

 

 

 

 

 

 

I løbet af ugen blev vi om morgenen hentet og bragt til forskellige områder, hvor vi, sammen med andre, trænede hundene og gik på jagt.  Meget fine forhold. Det eneste vi skulle var, at stå klar på de klokkeslet der blev os oplyst og så var resten klaret.

De forskellige terræner var fantastiske. Når man kommer kørende og ser bakkerne er det svært at få armene ned. Og at stå foran dem og se hvor stejle de faktisk er, velvidende at man nok går i seng med ømme benmuskler, var det alligevel det hele værd. Et sådan landskab kan vi ikke helt prale af herhjemme. Det var bare smukt.

Hjemmefra havde jeg forberedt mig dels ved at motionere hunden tilstrækkeligt til, at den var i ok form. Det betød mindst 10K dagligt og ofte træning derudover.  Dels ved at bygge min egen kaningård at træne i, så vi kunne få nogenlunde styr på de hoppende bæster inden vi tog afsted. Det kan så på ingen måde sammenlignes skal jeg hilse at sige! Dog holdt konditionen nogenlunde, men hundene var virkelig flade efter de havde været på. Med så megen fært og så meget vildt, så kører de i ret højt gear og arbejder konstant og i et ret højt tempo. Og at rende ind i kanin efter kanin – uden hegn – er altså noget meget andet end træningen herhjemme. Uanset størrelsen på din kaningård.

Vores jagter derovre var samtidig træning og afpudsning af færdigheder for både hunde og førere. Derfor gik vi ikke alene, men oftest i kæde eller som minimum to og to sammen. Her sparrede vi på hinanden og sørgede for, at hundene skiftes til at få både de gode situationer, men også de lange apporteringer. At få lov at låne en erfaren herre som Josh er guld værd og endnu bedre er det, at kunne få sparring fra så erfarne folk som var med på turen. Jeg tror jeg har lært mere på denne tur end nogensinde før. Samtidig var det en enestående mulighed for at sparre med andre om deres hunde og at blive spurgt og skulle spotte andres fejl.

 

 

 

 

Hundene der var med, var en blanding af voksne, erfarne hunde som enten skal stilles på prøver i år eller som har afsluttet deres markprøvekarriere eller unge, uprøvede hunde som skal i ilden i år samt et par enkelte meget unge som til sidst kom ud og blev trænet på fært alene, efter et område var forsøgt ryddet for vildt.

Uanset niveau for hund eller fører, så er det gevaldigt lærerigt at komme på kaninjagt. Ikke mindst fordi små, hurtige kaniner på sådanne terræner kan sætte skub i alle hunde og virkelig få førerne op på dupperne. Man skal være vaks ved havelågen på denne her jagtform – ikke kun som skytte.

Denne tur varede lidt over en uge, og her går der så næsten to døgn med rejsen frem og tilbage. Det tager lang tid, dels at køre ned gennem Tyskland og Holland, men også sejlturen er lang. Vi valgte at sejle om natten og få en god nattesøvn i de nydelige kahytter der var, så vi kunne køre direkte før og efter og det kan anbefales.

En uge i England er ok. Man kan nå både at træne hunde, at komme på jagt og samtidig se lidt af landet hvis man ønsker det. Det er lang tid nok til at sessionerne bliver lærerige og man har mulighed for at rette op på tidligere fejl, men kort nok til at man ikke kører både hunde og en selv helt i sænk. For det er hårdt i de terræner. Også selvom der er en del action.

Jeg tager absolut afsted igen – også med hund. Og forhåbenligt bliver det mine egne næste gang som gerne skulle være så langt i træningen at de kan holde til og er styrbare i “kaningård uden indhegning”.